Naalakkersuisut vil fremme socialøkonomiske virksomheder
Det er et relativt nyt begreb, som omfatter en ny type virksomhedsform, hvor en privat virksomhed tjener penge på almindelige markedsvilkår, men som bruger overskuddet til at skabe arbejdspladser for udsatte.
Man kan blive klogere på socialøkonomiske virksomheder til et fyraftensmøde i Katuaq tirsdag denne uge. Mødet er arrangeret af Naalakkersuisoq for Social Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen Sara Olsvig.
Fyraftensmødet har til formål at præsentere hvad socialøkonomiske virksomheder er og diskutere, hvordan etableringen af socialøkonomiske virksomheder kan fremmes i Grønland.
Kan gøre en indsats for socialt udsatte
- Socialøkonomiske virksomheder er karakteriseret ved at have en særlig styrke inden for nye og anderledes typer arbejdspladser; arbejdspladser som kan rumme socialt udsatte borgere. Socialøkonomiske virksomheder vil således kunne gøre en stor indsats for socialt udsatte borgere, udtaler Sara Olsvig i en pressemeddelelse.
Hun peger på borgere med fysiske eller psykiske handicap, hjemløse, misbrugere eller borgere med andre komplekse sociale forhold, der normalt vil have svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
På fyraftensmødet i Katuaq vil advokaterne Knud Foldschack og Line Barfoed, som har en særlig viden om området, komme med et oplæg om socialøkonomiske virksomheder: Hvorfor er der behov for socialøkonomiske virksomheder, hvordan kan de etableres og hvad er erfaringerne fra udlandet.
Fyraftensmødet finder sted den 6. februar 2018 kl. 16.30-18.15 i Venskabssalen i Katuaq.