Naalakkersuisut vil byggesjusk til livs

En ny efteruddannelse skal styrke byggesektoren, lover Naalakkersuisut.
Skrevet af Mads Lynge
11. marts 2014 12:14

Naalakkersuisut vil kvalitetsproblemer i byggeriet til livs. Kvalitetsproblemerne kan nemlig føre til forsinkelser og fordyrelser, og en del af problemerne skyldes mangelfuld ledelse. Den nye efteruddannelse fra Selvstyret skal styrke byggesektoren i Grønland, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse:

- Inden for de seneste år har Grønlands Selvstyre ved gennemførelsen af flere byggerier og renoveringsopgaver oplevet et stigende antal tilfælde med et utilfredsstillende forløb. Der er blandt andet konstateret åbenbare problemer med kvaliteten i form af fejl og mangler ved det udførte arbejde, hvilket har ført til ekstra udgifter og forsinkelser, siger naalakkersuisoq for boliger Siverth K. Heilmann.

Han mener, at en del af kvalitetsproblemerne i den grønlandske byggesektor skyldes mangelfuld ledelse:

- En række af disse kvalitetsproblemer menes at kunne henføres til dårlig eller mangelfuld byggeledelse. Medvirkende til dette kan meget vel være, at der hos aktørerne hersker en uens opfattelse af byggeriets og projektets forløb og resultat.

Med til billedet hører sandsynligvis også, at bygherrerne ikke er klædt på til at stille de fornødne krav til projekt, dokumentation og byggeledelse, ligesom der fra rådgivernes eller de udførendes side er utilstrækkelig afstemning af forventninger med bygherren i forhold til tid, økonomi og kvalitet, siger Siverth K. Heilmann:

- Det er således en generel opfattelse, at svigt fra byggeledelsens side i en række konkrete projekter har ledt til forsinkelser, fordyrelser og/eller utilfredsstillende kvalitet af byggeriet, siger han.

Departementet for Boliger har derfor sammen med Byggecentrum og Statens Byggeforskningsinstitut SBi, udviklet et ny kursustilbud, der tager fat på de mest centrale temaer i byggesektoren i Grønland med fokus på byggeledelse.

Efteruddannelseskurset finder sted i Nuuk fra 20. til 22.maj.