Naalakkersuisut vil afvente afgørelse

Naalakkersuisut vil afvente Konkurrencetilsynets afgørelse, inden de blander sig i sagen mellem Tele Greenland og firmaet Skynet.
08. juni 2010 14:41

Skynet vil bringe trådløst internet til hele Nuuk, men det kræver, at firmaet får adgang til Tele Greenlands søkabel. Skynet har fået et tilbud fra Tele, men er ikke tilfreds, og derfor klager firmaet nu til Konkurrencetilsynet.

Naalakkersuisoq på området, Jens B. Frederiksen, vil ikke blande sig i sagen, inden tilsynets afgørelse.

- Når der er klaget til Konkurrencetilsynet, er det meget vigtigt, at vi politikere blander os uden om den konkrete sag. Men rent politisk har vi givet tilladelse til, at Skynet kan komme op at køre, fordi der netop er et ønske om, at vi bevæger os hen mod mere konkurrence på teleområdet, siger Jens B. Frederiksen.

Ifølge Tele Greenlands direktør Brian Buus Pedersen, er der på nuværende tidspunkt ikke lovhjemmel til at give Skynet en udvidet adgang til søkablet. Med andre ord skal der politisk indgriben til.

Jens B. Frederiksen erkender, at der er brug for reguleringer:

- Man skal huske, at de mindre steder giver underskud, hvorimod de store byer med mange kunder oppebærer de mindre steder. Og hvis der skal en ordentlig liberalisering i gang, kræver det reguleringer, så man ikke bare giver markedet fuldstændigt frit, understreger Jens B. Frederiksen.

Dermed erkender han, at der endnu ikke er åbnet 100 procent op for den liberalisering af telemarkedet, som ellers blev politisk vedtaget i september sidste år. Men han mener, at politikerne dog har taget det første skridt på vejen ved netop at give Skynet tilladelse til at udbyde trådløst internet.

- Det er stadig min opfattelse, at Skynet godt kan få adgang til søkablet, men det er et spørgsmål om under hvilke vilkår. Det er en sag mellem Skynet og Tele Greenland, og det er netop dén sag, der er indbragt for Konkurrencetilsynet, siger Jens B. Frederiksen.

Skynet har i øvrigt planer om også, at udbyde trådløst internet i Ilulissat og Sisimiut. I Nuuk har firmaet allerede sat 60 ud af i alt 120 antenne bokse op.

en lang række private investorer fra både Grønland og Danmark, der står bag Skynet.

Hovedinvestoren er it-firmaet Comby i Nuuk.