Naalakkersuisut under anklage for sabotage

Demokraternes Niels Thomsen anklager nu et af Selvstyrets departementer for bevidst at forsøge at få interesse-organisationer til at afvise hans forslag om kunstgræsbaner i landets tre største byer.
Skrevet af Mads Fisker
29. marts 2011 09:46

Naalakkersuisut, IA og Atassut forkastede forslaget, blandt andet på baggrund af afvisende høringssvar fra Grønlands Idræts Forbund og Elite Sport Greenland, som ordret var blevet spurgt, om det er hensigtsmæssigt at bruge penge på banerne, når der i øvrigt mangler gode idrætsfaciliteter?

- Sådan som jeg forstår spørgsmålet, virker det som om, at man har ønsket at hente nogle høringssvar, der skulle afvise forslaget, og det har man så fået, siger Niels Thomsen (D).

Ifølge Niels Thomsen forsøgte det, der i dag er Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling, altså at påvirke interesse-organisationerne til at udtrykke en negativ holdning ved at antyde, at man ved at bakke op om idéen om nye kunstgræsbaner samtidig ville vinke farvel til eksempelvis kommende mini-haller i bygderne. Enten - eller.

Konsulent Ivan Burkal står bag formuleringen, om  "det er hensigtsmæssigt at bruge penge på banerne, når der i øvrigt mangler gode idrætsfaciliteter". Og han har umiddelbart svært ved at forstå kritikken.

- Fordi jeg skriver sådan, betyder det jo ikke, at de skal svare i en bestemt retning; det står dem jo fuldstændig frit.

Men kan du ikke godt forstå, hvis de får opfattelsen af, at de så samtidig også vil vælge noget andet fra?

- Nej, det kan jeg ikke. For der er jo ikke noget at vælge imellem, siger Ivan Burkal, der altså understreger, at opbakning til kunstgræsbaner i de tre byer ikke er er ensbetydende med at sige nej til forbedringer af idrætsfaciliteter i andre byer og bygder.

Men lidt efter lidt erkender selvstyre-konsulenten, at ordvalget måske godt kan give opfattelsen af, at sportens interesse-organisationer netop bliver stillet over for at lave en økonomisk prioritering af landskassens midler.  

- Hvis nogen synes, at det kan forstås på den måde, må jeg jo konstatere, at det kan misforståes, og så må jeg jo spørge på en anden måde næste gang, siger Ivan Burkal.

Han vil altså genoverveje måden, han stiller sine spørgsmål på, når han fremover skal indhente høringssvar til et politisk forslag.  

- Hvis man mener, at hele den her sag bliver fordrejet på grund af den sætning, må jeg jo tage til efterretning, at det ikke var godt nok. Men jeg synes, at det er voldsomt meget at gøre ud af det her; det har i hvert fald aldrig været hensigten at bestille et bestemt svar, siger Ivan Burkal.  

Sammen med Siumut ser Demokraterne - uagtet Naalakkersuisut, IA og Atassuts afvisning - ud til at samle flertal bag sit forslag om at afsætte penge til projektering af tre nye kunstgræsbaner på næste års finanslov.