Naalakkersuisut tager snart stilling til eventuelle fragtratestigninger

Naalakkersuisuts stillingtagen til Royal Arctic Line's ansøgning om en fragtratestigning på 10 procent har trukket ud, men i næste uge træffes beslutningen.
Skrevet af Mads Lynge
07. februar 2014 14:33

Det oplyser chefen for Departementet for Sundhed og Infrastruktur, Ann Birkekær Kjeldsen:

- Da ti procent på fragtraterne jo kan betyde rigtig meget for rigtig mange mennesker i Grønland, så er vi nødt til at se på en masse muligheder for det. Og det er vi så lige ved at afslutte nu, og jeg har et oplæg på vej til Naalakkersuisut, som skal tage beslutning på i starten af næste uge, siger hun.

Royal Arctic Line's ansøgning om en fragtratestigning på ti procent har mødt kritik fra flere sider, blandt andet fra Pisiffik A/S og Kalaallit Nunaanni Brugseni, der i en fælles pressemeddelelse den 23. januar i år, satte spørgsmålstegn ved en eventuel fragtratestigning, som de mener i sidste ende vil ramme forbrugerne.

Butikkerne vil være nødt til at hæve priserne på alle varer for at imødekomme de stigende omkostninger en fragtrateforhøjning vil medføre. Men det er der taget højde for, siger departementschefen:

- Vi har været nødt til at vende en masse sten for at se på hvad for nogle muligheder, alternativer, trusler, forskellige scenarier, der kan være for at komme i mål med forskellige muligheder, men også hvad er mindst indgribende for vores samfund på nuværende tidspunkt, siger Ann Birkekær Kjeldsen.

Hun vil ikke udtale sig om hvilke løsninger, der bliver lagt op til:

- Men det er klart, at når man tænker, at der er forskellige interesser, der skal tilgodeses, så vil man jo altid prøve på at lande på et eller andet kompromis, som giver mindst mulig indgriben, eller som har de mest fair konsekvenser, og det har vi jo så arbejdet på at få frem, siger Ann Birkekær Kjeldsen.