Naalakkersuisut: Svært at tiltrække kompetente bestyrelsesmedlemmer i KNI

Det er slet ikke så let at tiltrække kompetente bestyrelsesmedlemmer til at overtage de ledige pladser i KNIs bestyrelse. Det har formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond måtte indse.
25. februar 2014 13:28

Demokraternes Anda Uldum har stillet et paragraf 37 spørgsmål om, hvorvidt Naalakkersuisut har problemer med at finde kandidater, siden man endnu ikke har indkaldt til generalforsamling i KNI.

Her til gør Aleqa Hammond det klart, at selvom hun har ønsket en hurtig udskifning, så har det ganske enkelt ikke været muligt at tiltrække de kompetencer, som Naalakkersuisut efterspørger.

Landets leder gør det dog også klart, at hun forventer en snarlig afklaring.

- Naalakkersuisut arbejder i øjeblikket med at finde egnede kandidater og forventer at kunne tage stilling til de nye kandidater inden for den nærmeste tid, skriver Aleqa Hammond i sit svar.

De tre pladser er ledige efter tre medlemmer af bestyrelsen valgte at trække sig i forlængelse af fyringen af forhenværende direktør Claus Jensen. Derfor leder Naalakkersuisut nu med lys og lygte efter nogle medlemmer, der kan erstatte de mange kompetencer, der forsvandt.

- De tre fratrådte medlemmer af bestyrelsen dækkede kompetencer inden for international finansiering, erfaring med valuta- og oliepriser, generelle ledelsesmæssige kompetencer samt erhvervsmæssige strategiske erfaringer. Flere af disse kompetencer søges afdækket hos de nye kandidater, skriver Aleqa Hammond.