Naalakkersuisut skal se på, hvad vi kan få ud af international sundhedsklub

Sidste år ansøgte Færøerne om at blive medlem af verdenssundhedsorganisationen, WHO. Hvad vil det koste Grønland at gøre det samme? Det skal undersøges.
Naalakkersuisut skal se, hvad fordelene og ulemperne er ved et grønlandsk medlemskab i WHO, oplyser Kalistat Lund i et skriftligt svar. Arkivfoto. Foto © : Naalakkersuisut
19. januar 2022 11:22

Hvis ikke du kendte til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, før corona-pandemien, så gør du det formentlig nu.

Organisationen har nemlig været særdeles fremtrædende i lokale og internationale medier i forbindelse med, at virusset spredte sig rundt i verden.

Blandt andet har WHO arbejdet med at samle og udveksle information om corona. 

Som det er nu, er Grønland dog ikke selv med i samarbejdet. 

Men hvad vil et medlemskab i FN's sundhedsklub give af muligheder? Og kan det betale sig i forhold til de ressourcer, det vil kræve?

Hvad er et paragraf 37-spørgsmål?

* Spørgsmålet, som Anna Wangenheim har stillet, er et såkaldt paragraf 37-spørgsmål.

* Medlemmerne af Inatsisartut har mulighed for at stille spørgsmål til naalakkersuisut. 

* Spørgsmålene kan stilles når som helst og kan omhandle alle emner.

Det skal Naalakkersuisut finde ud af, oplyser Kalistat Lund (IA), der er naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø.

Han svarer mandag på en række skriftlige spørgsmål, som Anna Wangenheim (D), der er medlem af Inatsisartut, har stillet.

LÆS OGSÅ Eksplosiv smittestigning i Europa bekymrer WHO

Lige nu forventer naalakkersuisoq, at Grønland vil være nødt til at sætte en "betydelig" mængde ressourcer af, hvis man skal være associeret medlem af organisationen. 

Det afhænger dog af, hvor aktiv en spiller man i givet fald har tænkt sig at være. 

Som medlem forpligter man sig som minimum til at indrapportere forskellige data om for eksempel corona, og så ventes man at deltage til møderne, vurderer Kalistat Lund.

Anna Wangenheim spørger også, hvornår Naalakkersuisut har tænkt sig at melde Grønland ind i den verdensomspændne sundhedsorganisation?

Og her er svaret klart: Det er der ingen aktuelle planer om, påpeger naalakkersuisoq. Fordelene og ulemperne skal dog alligevel på bordet.

Vestnordisk Råd opfordrer til at arbejde mod medlemskab

Spørgsmålet om Grønland i WHO har været oppe flere gange sidste år.

Første gang, det kom op, var da Færøerne i maj meddelte, at en ansøgning om medlemskab var på vej. Et ønske, som færingene havde haft i mange år. 

Kort om et associeret medlemskab i WHO

* Lige nu er Grønland repræsenteret i WHO gennem Danmark. Kun selvstændige lande kan anmode om fuldgyldigt medlemskab.

* Grønland kan dog anmode om et såkaldt associeret medlemskab lige som Færøerne og for eksempel Puerto Rico.

* Med et associeret medlemskab får man taleret ved udvalgsmøder og generalforsamlinger. Man kan også stille forslag til dagsordener.

* Det er dog kun fuldgyldige medlemmer, der kan stemme.

* Associerede medlemmer skal på lige fod med andre betale et medlemsgebyr. Det fastsættes ud fra BNP og udviklingsforhold.

* Derudover forpligter medlemmer sig til blandt andet at indrapportere for eksempel sundhedsfaglige statistikker.

Kilde: Naalakkersuisut

Samme tanker lå dog heller ikke dengang lige om hjørnet her i Grønland, oplyste naalakkersuisut til Sermitsiaq.ag.

Et muligt grønlandsk medlemskab blev så igen taget op, da de folkevalgte politikere i Inatsisartut mødtes til efterårssamling senere på året.

Vestnordisk Råd, som Grønland er med i, anbefaler nemlig, at der bliver arbejdet for, at både Grønland og Færøerne opnår associeret medlemskab. 

LÆS OGSÅ Færøerne vil tale med egen stemme i WHO

I debatoplægget i Inatsisartut, som blev fremsat af Pipaluk Lynge Rasmussen (IA), der var Grønlands delegationsformand, blev der lagt vægt på følgende:

- Grønland har med sin særskilte geografiske placering og særskilte genetiske nedstamning andre sundhedsmæssige forudsætninger og udfordringer set i forhold til Danmark, hvorfor prioriteringer og forskningsmæssige interesser inden for sundhed kan være forskellige.

19 politikere stemte for at tilslutte sig anbefalingen, mens to stemte imod.

Afstemningen forpligter dog ikke Grønland til at ansøge om medlemskab, påpeger Kalistat Lund.