Naalakkersuisut selv skyld i større underskud
Oppositionen mener, at Naalakkersuisut har været alt for urealistiske med forventningerne til makrelfiskeriet. Det er meldingen i dag, efter det er kommet frem, at underskuddet for 2015 risikerer at vokse med 50 millioner kroner, hvis makrelfiskeriet forsætter med at skuffe.
- Det kommer ikke som en overraskelse, at makrellerne er udeblevet mere, end vi havde regnet med, siger formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig til KNR.
Det er et forsøgsfiskeri
Hun understreger, at Naalakkersuisut er på tyndt is, når finansloven er afhængig af et forsøgsfiskeri. Hun foreslår derfor, at man ikke regner indtægterne fra makrelfiskeriet med som en sikker indtægt i finansloven fra næste år.
Læs også Uldum: Vejret i vejen for makrelsucces
- For det siger sig selv med forsøgsfiskeri, at det ikke er et sikkert fiskeri. Man ved ikke om makrellerne bliver i farvandene, og hvor meget der vil være fra år til år.
Heller ikke Parti Naleraq er tilfreds med, at det forventede underskud for 2015 med al sandsynlighed vil vokse.
Sats på andre fisk
De ser det som en naturlig konsekvens af, at Naalakkersuisut har haft for store forventninger til makrelfiskeriet.
- I betragtning af, at makrelfiskeriet for i år startede sent, er vi ikke et sekundet overrasket over den negative konsekvens for finansloven for i år, siger finansordføren for Parti Naleraq, Anthon Frederiksen.
Læs også Her er forklaringen på færre makreller i år
Han mener derfor, at Naalakkersuisut burde satse mere på andre fiskearter.
- Da vi i Inatsisartut i februar behandlede finanslovsforslaget for 2015, foreslog vi fra Parti Naleraq, at man skal hæve kvoten for både hellefiskefiskeri og rejefiskeri i Nordgrønland. Vi foreslog dette, fordi vi ikke var i tvivl om, at disse fiskearter kan rede noget af finansloven for i år, fortæller Anthon Frederiksen.
Skal ikke regne med IAs stemme
Sidste år stemte IA ikke for den samlede finanslov, og hvis det ikke skal gentage sig igen i år, er der et centralt punkt, som skal være opfyldt.
- Det er helt klart en af vores krav, at de beregninger, som der kommer til at ligge i forhold til indtægter fra reformtiltag herunder afgifterne fra fiskeriet, bliver mere realistiske.