Naalakkersuisut: Royal Greenland må revurdere finansiering af fiskekuttere

Naalakkersuisut har bedt Royal Greenlands nye bestyrelse om at revurdere sit engagement i finansiering af kuttere til fiskere.
22. februar 2010 10:41

- Vi ønsker, at adskille det stærke skæbnefællesskab, som der er mellem Royal Greenland og det øvrige fiskeri, siger formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist.

SIK's formand Jess G. Berthelsen forsvarer Royal Greenlands ordning:

- Ved at hjælpe fiskerne til at investere i nye kuttere, sikrer man indhandling og dermed arbejdspladser på fabrikkerne, lyder det.

Om baggrunden for Naalakkersuisuts opfodring til bestyrelsen, siger Kuupik Kleist:

- Hvis det går helt galt for Royal Greenland, vil det også gå galt for de andre selskaber, som Royal Greenland er økonomisk involveret i. For det andet mener vi, at Royal Greenland er blevet til en alternativ finansieringskilde, ud over de almindelige offentlige finansieringskilder og banker. For det tredje ved vi ikke noget om de krav der bliver stillet ved finansieringen, siger Kuupik Kleist.

Hvor mange fartøjer Royal Greenland har været med til at finansiere er en forretningshemmelighed. Men via fiskere erfarer KNR, at koncernen har været med til at finansiere 8 kuttere i Uummannaq, Ilulissat og Qasigiannguit. Samt 12 fartøjer i Upernavik-distriktet via sin aktieandel i Upernavik Seafood.