Naalakkersuisut lover økonomiske reformer

Indtægter og udgifter hænger ikke sammen på længere sigt, lyder det fra Økonomisk Råd. Naalakkersuisoq for finanser forsikrer, at reformerne nok skal komme.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
15. september 2017 16:23
Versionist Erna Lynge

Større privat pensionsopsparing og en højere pensionsalder skal ifølge naalakkersuisut være med til at lukke et gigantisk fremtidigt hul i grønlandsk økonomi.

Sådan lød det blandt andet fra Naalakkersuisoq  for finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA), i torsdagens Qanorooq.

Her skulle Aqqaluaq B. Egede svare på kritik fra Økonomisk Råd, der kritiserer Naalakkersuisut for at ikke at løse grundlægende problemer i landets økonomi:

- Lige pludselig står man i en situation, hvor man er nødt til at lave en krisepakke, hvor man er nødt til at lave nogle drastiske nedskæringer eller kraftige skattestigninger, lød det torsdag fra formanden for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen.

LÆS OGSÅ Grønlands økonomi på vej mod problemer

Økonomisk Råd er stærkt betænkelig ved, at Naalakersuisut har undladt at lave reformer som kan hjælpe med at lukke et stort hul, der vil opstå i Grønlands Økonomi de kommende år.

Skattereform skal sikre bedre økonomi

Lader Naalakkersuisut stå til, vil Selvstyret mangle cirka én milliard kroner om 15 år for at kunne betale regningerne til eksempelvis sundhed og uddannelse.

Naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede forsikrede i Qanorooq torsdag, at Naalakkersuisut vil løse problemet:

- Vi skal gå bort fra at få offentlig pension, og vi forsøger at indføre en pension som man selv sparer op til, lød det blandt andet fra Aqqaluaq B. Egede.

Politikeren nævnte også, at en kommende skattereform og et muligt beskæftigelsesfradrag vil betyde en bedre sammenhæng i landets økonomi fremover.

LÆS OGSÅ Økonomisk Råd uddeler hård kritik

Formanden for oppositionspartiet, Randi Vestergaard Evaldsen, mener, at reformtempoet skulle sættes op. Det var Aqqaluaq B. Egede ikke afvisende overfor:

- Vi har behov for at finde hurtigere og bedre muligheder som samfund, og det er det vi beskæftiger os med i departement for finanser, sagde Aqqaluaq B. Egede