Naalakkersuisut lancerer musikvideokonkurrence for børn

Skolebørn i hele landet får nu alletiders chance for at vinde hele 10.000 kroner.
Skrevet af Karsten Sommer
26. maj 2014 09:32

Det eneste krav til at  være med i konkurrencen om de mange penge er, at de vil synge eller danse til en god melodi.

Det handler om Qujanaq-sangen med Julie Berthelsen, slagsang for den ny kampagne om at bruge skraldespandene rundt omkring i byer og bygder.

Alle skoler i landet modtager i disse dage et sæt med Qujanaq-trøjer, en CD med sangen, både med og uden Julies vokal, og konkurrencens regler er enkle:

Man kan enten samle et kor, der synger med på sangen, eller blot mime til Julies udgave. Vigtigst er det, at skolerne optager en lille video, hvor man ser skolebørnene synge med, og får dem til at bruge fantasien til at illustrere Qujanaq-kampagnens budskab om at holde Grønland rent.

Når videoen er klar, lægger man den på Qujanaq-kampagnens Facebook-side, og så deltager man i konkurrencen.

Naalakkersuisoq for miljø og natur, Kim Kielsen, håber, at mange skolebørn vil synge med på sangen.

- Jeg håber, vi kommer til at se nogle spændende og sjove videoer med smuk grønlandsk natur uden affald. Det budskab vil vi gerne have børnenes hjælp til at synge ud over hele landet, fortæller Kim Kielsen.

Til september udvælges den bedste video blandt dem, der har fået flest likes på Facebooksiden. Og vinderen får 10.000 kroner til sin skoleklasse. Pengene skal gå til en fælles aktivitet for klassen.