Naalakkersuisut lægger op til fælles landsskat

Hvis det står til Naalakkersuisut, kan kommunerne meget vel se frem til at miste retten til selv at udskrive skat. De vil nemlig gøre op med den ulighed, der hersker på tværs af landets fire kommuner muligvis ved at indføre en fælles landsskat i stedet. Men det bliver ikke med Siumut som Ofelia.
14. november 2011 15:53

Afskaf kommuneskatterne, som vi har i dag, og indfør en fælles landsskat. Det er en af de anbefalinger fra Skatte- og Velfærdskommissionens, som Naalakkersuisut mener det er relevant at overveje.

Lige nu betaler borgerne i Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq 28 procent i kommuneskat, mens borgerne i Sermersooq og Qeqatta kun skal af med 25 procent. Men skatteyderne i nord og syd får ikke noget for de ekstra penge, de betaler, påpeger Naalakkersuisut:

- Vi siger jo ikke decideret hvad svaret skal være. Men vi forholder os benhårdt til, at der er en ulighed i samfundet. Og vi har som koalition et mål om, at der skal være større lighed. Og det er der altså ikke, når borgerne i en kommune betaler 3 procent mere i skat, men ikke har et øget serviceniveau. Det bekymrer Naalakkersuisut, at der er nogle kommuner, der har det så svært økonomisk, mens andre klarer sig meget bedre. Det er den ulighed, jeg gerne vil have, at alle forholder sig til. Sådan lyder opfordringen fra Naalakkersuisoq for Finanser, Maliina Abelsen efter Inatsisartut i torsdags tog hul på Naalakkersuisuts opfølgning på Skatte- og Velfærdskommissionens betænkning.

Men Siumut går først og fremmest op i, at forslaget frarøver kommunerne deres selvbestemmelse:

- Fra Siumut advarer vi imod, at kommunesammenlægningen, der havde til hensigt at øge kommunernes kompetencer, i stedet ender med centralisering. Vi mener ikke, det er vejen mod bedre velfærd, lød det under debatten i Inatsisartut fra Siumuts ordfører, Jens Immanuelsen.

Han understregede, at man bør høre kommunerne, om de har andre forslag.

Naalakkersuisut skriver dog også i sin redegørelse, at de vil gå i dialog med kommunerne om spørgsmålet, eftersom problemet med ulighed ikke er blevet løst gennem den kommunale udligningsordning.

Forslaget om afskaffelsen af kommuneskatten er bare ét ud af mange, der indgår i den omfattende reformproces, som Naalakkersuisut vil påbegynde næste år med udgangspunkt i Skatte- og Velfærdskommissionens betænkning, der blev offentliggjort.