Naalakkersuisut kendte til olieforurening

I fire dage kendte Naalakkersuisut til det olieudslip, der i fredags fandt sted på Station Nord, før den grønlandske befolkning hørte noget om det. Men det er helt i orden, lyder det fra Naalakkersuisut.
Skrevet af Medea Frederiksen
08. april 2011 12:57

Anthon Frederiksen mener nemlig ikke, at der har været tilstrækkelig med oplysninger til at informere offentligheden.

- Jeg blev orienteret den 4. april via den Grønlandske Kommando, oplyser Anthon Frederiksen.

Men de oplysninger han fik - viser det sig nu - var de samme som Grønlands Kommando i går valgte at fortælle til de danske medier.

- Jeg mente ikke, at oplysningerne var tilstrækkelige til at jeg ville fortælle om det til resten af Grønland. Jeg mener, at det er Grønlands Kommando som har ansvaret og har bedre viden om hvad der egentlig er sket. De burde have orienteret resten af Grønland om det, siger Anton Frederiksen.

Station Nord ligger i Grønlands Nationalpark, der også er kendt for at være verdens største. Men det betyder ikke, at Anton Frederiksen føler en speciel forpligtelse til hurtigst muligt at redde miljøet deroppe ved eventuelt at sende grønlandske beredskabsfolk der kan hjælpe med at fjerne forureningen. Det er på trods af at oprydningsarbejdet, der blandt andet består i at opsamle forurenet sne, har været afbrudt, fordi Station Nords beredskab ikke har kunnet klare oprydningsopgavens omfang.

- Station Nord er forpligtet til at gøre det og det er den danske stat og Grønlands Kommando der har daglig tilsyn og forpligtelse og ansvar overfor sådanne ting der sker, siger Anton frederiksen.

I sender ikke nogen derop som kan hjælpe?

- Vi sender ikke nogen derop, nej. Netop fordi det er den danske stat som skal foretage sig det arbejde, sagde Naalakkersuisoq for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø, Anthon Frederiksen.