Naalakkersuisut: Ingen nye butikker til tre bygder

Hverken Qeqertat ved Qaanaaq eller Naajaat samt Nutaarmiut ved Upernavik får butik til næste år. Den økonomiske situation, der er afledt Covid-19-pandemien, er den seneste årsag til, Naakakkersuisut ikke kan afsende penge til butikkerne.
Borgerne i Qeqertat ved Qaanaaq og Naajaat samt Nutaarmiut ved Upernavik må væbne sig yderligere med tålmodighed. De får ikke mulighed for at købe dagligvarer i deres bygd i det kommende år.
Skrevet af Jens Thorin
07. september 2020 16:52

Borgerne i Qeqertat ved Qaanaaq og Naajaat samt Nutaarmiut ved Upernavik må væbne sig yderligere med tålmodighed. De får ikke mulighed for at købe dagligvarer i deres bygd i det kommende år.

Det fremgår af et svar fra naalakkersuisoq for erhverv og mineralske råstoffer, Jens-Frederik Nielsen til Partii Naleraq's Jens Napåtok.

Der blev ellers i november 2016 indgået en hensigtserklæring mellem Naalakkersuisut og dagligvarekoncernen KNI om, at der skal etableres butikker i Nutaarmiut og Naajaat, og at depotet i Qeqertat udvides til at blive en kiosk.

Jens-Frederik Nielsen skriver i sit svar, at der ad flere omgange er gjort tilløb til at

få godkendt en bevilling til formålet, men at det indtil i dag ikke har vist sig muligt at prioritere midlerne.

Han fastslår, at hensigtserklæringen består og anderkender, at det ville forbedre lokalbefolkningens livskvalitet, hvis butikkerne og kiosken blev etableret.

Men på grund af Covid-19-pandemien er pengene små, og derfor er en række påtænkte tiltag udsat.

- Naalakkersuisut har således truffet en principbeslutning, om at nye udgiftskrævende

forslag, der ikke er tvingende nødvendige, ikke kan prioriteres i 2021, skriver Jens-Frederik Nielsen, der også henviser til Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg, der har en meget restriktiv tilgang til merudgifter i forbindelse med forslag til finanslov for 2021.

- Der vil derfor tidligst kunne søges om prioritering af midler til projektet i forbindelse med arbejdet med finansloven for 2022, skriver naalakkersuisoq for erhverv.

1. juli 2020 boede der 27 mennesker i Qeqertat. Samme dag boede der 48 mennesker i hver af bygderne Nutaarmiut og Naajaat.