Naalakkersuisut har besluttet at ophæve brugerbetalingen i det kystnære fiskeri

Det betyder, at der ikke længere skal betales 1.500 kroner i gebyr for at bruge af de grønlandske fiske ressourcer.
Skrevet af Karsten Sommer
30. juni 2013 10:27

Ændringen sker ved at man ophæver dele af Selvstyrets bekendtgørelse fra december 2012 vedrørende brugerbetaling.

Og det sker ovenikøbet med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2013.

Det vil sige at personer, som allerede har betalt gebyret for 2013, vil have mulighed for at få beløbet tilbagebetalt.

For at få gebyret tilbagebetalt, skal man fremsende en ansøgning til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug. I ansøgningenen skal fremgå navn på licenshaver, cpr.nr. samt oplysninger om det kontonummer hvor tilbagebetaling skal ske til.

Anmodning om tilbagebetaling skal fremsættes senest den 31. december 2013. Efter dette tidspunkt bortfalder tilbagebetalingskravet.

Naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Lyberth bemærker desuden, at det var et flertal i Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg, der under deres møde i onsdags godkendte Naalakkersuisuts ansøgning.

Avisen Sermitsiaq bragte fredag en historie om at tilbagebetalingen var droppet, men den artikel var skrevet før det afgørende møde i onsdags i Finansudvalget, oplyser avisens hjemmeside Sermitsiaq.gl i dag.