Naalakkersuisut: Biologernes anbefalinger skal følges

Den biologiske rådgivning for rejefiskeriet skal følges, fastslår naalakkersuisoq for fiskeri Ane Hansen i dag, endnu mens biologernes anbefalinger er til høring hos fiskeriets organisationer.
12. november 2009 14:54

De biologiske anbefalinger for rejefiskeriet næste år lyder på et fiskeri på 110.000 tons ved Vestgrønland. Og anbefalingerne blev afleveret med en løftet pegefinger fra afdelingsleder ved Grønlands Naturinstitut, Helle Siegstad, der understregede vigtigheden af, at biologernes rådgivning følges.

I dag siger Ane Hansen, at de 110.000 tons rejer vil blive fordelt efter bogen. Og det vil sige fiskerilovgivningen, der giver det havgående rejefiskeri 57 procent af totalkvoten, mens de 43 procent går til det kystnære fiskeri.

Det totale rejefiskeri i år ventes at nå op på 135.000 tons i år. Men det skyldes den såkaldte kvotefleksordning, der betyder, at fiskes den årlige kvote ikke op et år, overføres den til det følgende år. Det blev den ikke i 2008 og derfor blev 25.000 tons ført med over til dette års fiskeri. Og det samme ventes at ske i år.

Derfor mener Ane Hansen ikke, at de biologiske anbefalinger på 110.000 tons vil medføre ændringer i beskæftigelsen inden for rejefiskeriet - hverken til søs eller på land.

Fiskeriets organisationer ventes i øvrigt at tage de biologiske anbefalinger til efterretning af hensyn til erhvervets ønske om at få det grønlandske rejefiskeri internationalt certificeret som et bæredygtigt fiskeri.

Ane Hansen ventes at have alle rammer om rejefiskeriet næste år sat på plads omkring den 10. december.