Naalakkersuisut åben for input om råstofudvikling

Inatsisartuts råstofudvalg lægger i dag op til en storstilet offentlig høring om Grønlands Olie- og Mineralstrategi for de kommende fire år.
02. juni 2014 07:04

Formålet er st stille skarpt - ikke bare på mulighederne for udviklingen af en olie- og mineralindustri, men også på de risici og de ufordringer udviklinger fører med sig, som vil have konsekvenser for hele Grønland.

Hvordan skaber vi en råstofsektor, som er bæredygtig - både i forhold til økonomien, kulturen og miljøet?, hedder spørgsmålet for dagens høring.

Der er inviteret en række eksperter og interessenter, blandt andet vil professor Minik Rosing og præsidenten for ICC, Aqqaluk Lynge, holde oplæg.

Fra mineindustrien medvirker repræsentanter for Nunaoil, Nunaminerals og London Mining. Med under høringen er også antikorruptionsorganisationen Transparency Greenland, Grønlands Arbejdsgiverforening, lønmodtagerorgationen SIK, fisker- og fangerorganisationen KNAPK, Grønlands Naturinstitut og rådgivningsfirmaet KMPG.

Høringen finder sted i Nuuk i Katuaq fra klokken 11.30 til klokken 18.00, og man kan følge med på KNR-TV fra klokken 12.