Naalakkersuisoq: Pengene skal bruges på Piareersarfiit

Inuit Ataqatigiit får ikke omfordelt penge fra Piareersarfiit til efterskoler og højskoler.
Randi Vestergaard Evaldsen
- Vi har set resultaterne. De unge kommer faktisk i uddannelse, de kommer faktisk i arbejde, så det her er noget, der fungerer, og derfor bør vi satse noget mere på Piareersarfiit, siger Randi Vestergaard Evaldsen til KNR. Foto © : KNR
17. november 2015 14:16

Hvis der skal komme et bredt forlig i forbindelse med finansloven i år - og IA skal stemme for, er et af partiets ønsker en omfordeling af den store ekstrabevilling, som Naalakkersuisut har afsat til Piareersarfiit på knap 23 millioner kroner.

- Hvis du er skoletræt, og du er 16 år, så er jeg ikke sikker på at piareersarfik er det rette sted, for det er mere for dem, der ved, hvad de vil, og det var også tanken fra starten, sagde Naaja Nathanielsen mandag om IAs begrundelse for at omfordele 13 af de 23 millioner kroner, som Naalakkersuisut vil tilføre ekstra til Piareersarfiit i 2016.

Læs også IA ønsker omfordeling af ekstra penge til Piareersarfiit

IAs ønske er, at de 13 millioner kroner fordeles mellem efterskoler, højskoler og sociale virksomher.

Piareersarfiit hører under naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked og handel, Randi Vestergaard Evaldsen, og hun er ikke enig i Naaja Nathanielsens vurdering af Piareersarfiit.

- Vi har set resultaterne. De unge kommer faktisk i uddannelse, de kommer faktisk i arbejde. Så det her er noget, der fungerer, og derfor bør vi satse noget mere på Piareersarfiit, så længe der er brug for det, siger Randi Vestergaard Evaldsen til KNR.

Naalakkersuisut vil derfor ikke umiddelbart imødekomme IAs forslag, men de har foreslået et kompromis, hvor der tages penge fra kontoen til kompetenceudvikling.

Læs også VIDEO Flere midler til Piareersarfiit

- Vi mener ikke, at det er i orden at tage penge fra Piareersarfiit, men vi har fundet 3 millioner kroner fra PKU kontoen, som vi kan komme dem i møde med, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

De tre millioner skal ifølge Randi Vestergaard Evaldsen flyttes til departementet for uddannelse, hvor efterskoler, højskoler eller sociale virksomheder har mulighed for at søge pengene.

Naaja Nathanielsen og IA mener dog ikke, at tre millioner kroner er nok.

- Vi skal bare huske, at der to efterskoler, to højskoler her i landet, og så skal vi påtænke at tilgodese en håndfuld sociale virksomheder, og så rækker tre millioner ikke ret langt, siger Naaja Nathanielsen.

Det endelige finanslovsforslag skal til 3. behandling i Inatsisartut 20. november.