Naalakkersuisoq: Ny fabrik skal skabe udvikling i Tasiilaq

Den nye fabrik, som skal opføres i Tasiilaq, er en del af naalakkersuisuts plan om at skabe noget nyt i Østgrønland, fortæller naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Karl Tobiassen (S).
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Karl Tobiassen (S) ønsker desuden, at der snarest etableres et indhandlingsskib frem til opførelsen af fabrikken. Foto © : Johannes Olsen
18. juni 2023 10:28

Syv nye arbejdspladser dukker snart op i Tasiilaq.

Sådan lød medlingen fra departementet for Fiskeri og Fangst i en pressemeddelelse onsdag. Royal Greenland A/S har nemlig fået til opgave at opføre en fiskefabrik i bytte for, at de har fået tildelt de eftertragtede fiskerikvoter på 5.515 tons torsk og 406 tons rødfisk i Østgrønland.

Og det vækker stor glæde hos formanden for fisker- og fangerforeningen, Frede Kilime:

- Det glæder os, at der bygges en ny fabrik, som vi har ønsket i mange år, siger han til KNR.

Gang i udviklingen

Indtil nu har virksomheden Arctic Prime Fisheries haft monopol på indhandlingen i Østgrønland. Derfor glæder det også Frede Kilimi, at der fremover ikke kun vil være ét indhandlingssted:

- Fiskerne er kede af, at de presser priserne ned som eneste indhandlingssted, siger Frede Kilime.

Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Karl Tobiassen (S), er enig i, at det ikke er nok, at Arctic Prime Fisheries har monopol på indhandlingen i Østgrønland:

- Med hensyn til Østgrønland er udviklingen af erhvervslivet og fiskeriet ikke nok. Området er meget stort, og bostederne ligger langt fra hinanden. Derfor har naalakkersuisut sat sig som mål at skabe noget nyt, siger han til KNR og fortsætter:

- Jeg mener, at det er meget vigtigt, at der sker en udvikling af fiskeriet i Østgrønland. Der vil kunne indhandles på fabrikken i Tasiilaq, og fiskenes fryses ned.

Også formanden for lokalafdelingen af SIK, Justine Kalia, er taknemmelig for nyheden:

- Det er en god nyhed. Det betyder meget. Det vil hjælpe meget, selvom det kun er syv medarbejdere, siger hun.

Naalakkersuisut oplyser, at de også ønsker, at der snarest etableres et indhandlingsskib frem til opførelsen af fabrikken.