Naalakkersuisoq afviser fiske-pause nær sunket trawler

Lige nu skal fiskeriet ikke sættes på pause i det område, hvor Polar Aassik sank i marts. Det oplyser naalakkersuisoq for fiskeri.
Efter en to dage lang brand ombord på skibet sank Polar Aassik ved Diskobugten 17. marts. Foto © : Arktisk Kommando
06. maj 2021 05:43

Siden trawleren Polar Aassik sank ud for Qasiannguits kyst i marts er olie sevet op til havoverfladen.

Det er stærkt bekymrende, vurderer Center for Miljø og Energi, DCE, fra Aarhus Universitet, der har lavet en 'foreløbig og overordnet miljøvurdering' af situationen.

Biologerne fra DCE anbefaler endda, at man overvejer at sætte fiskeriet i området omkring trawleren på pause, til udsivningen af olie er stoppet.

Men en fiske-pause er ikke lige på trapperne, oplyser naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Aqqaluaq B. Egede fra IA.

- Royal Greenland har ikke oplevet kvalitetsmæssige forringelser ved fiskeprodukter fra forlisområdet, skriver naalakkersuisoq i et skriftligt svar til KNR.

- På den baggrund har Departementet for Fiskeri og Fangst besluttet at afvente udviklingen, og på nuværende tidspunkt skal der ikke indstilles til et stop for fiskeri fra området.

KNR har forsøgt at få et interview med naalakkersuisoq, men det har ikke været muligt.

Royal Greenland har ikke indhandlet i området

Tidligere på ugen talte KNR med Royal Greenland, der har flere indhandlingssteder i Diskobugten - også tæt på den sunkne trawler.

Selskabet har dog ikke oplevet gener som følge af situationen, oplyser Masaana Egede, der er koncernkommunikationschef i Royal Greenland.

Og de har ikke indhandlet nær olieudslippet.

LÆS OGSÅ Opfordring fra biologer: Overvej fiske-pause nær sunket trawler

- Vi har faktisk ikke indhandlet fra netop det område, hvor der er olieudslip. Vi har dog indhandlet fra områder i nærheden og har på nuværende tidspunkt ikke observereret spor af olie i fiskene.

- Vi har dog, som altid, en grundig kvalitetskontrol af vores produkter og er selvfølgelig opmærskomme, siger han.

Seneste melding fra Arktisk Kommando, der overvåger området, er, at der stadig ligger et tyndt lag dieselolie på havoverfladen. En til fem liter siver ud fra skibet dagligt. 

Center for Miljø og Energi frygter, at oliestofferne fra trawleren kan påvirke fiskene i området. 

- Man kan blive bekymret for, om de her oliestoffer bliver optaget i fødekæderne og ender i fiskene, siger Kim Gustavsen, der er havbiolog og seniorforsker ved Aarhus Universitet.

- Det kan betyde, at der ophober sig nogle stoffer, der ikke er så gode i forhold til fødevarekvaliteten, men det kan også give en lugt eller smag i fiskene, som kan være kritisk, hvis man skal sælge sine fisk.