Naaja N.: Sprogforbud ville være straf

Et forbud mod dansk tale fra talerstolen i Inatsisartut ville være en straf mod den dansksprogede minoritet, lyder vurderingen fra et dansksproget Inatsisartutmedlem.
Skrevet af Jette Andersen
22. juni 2010 15:23

Naaja Nathanielsen (IA), der er det eneste medlem af Inatsisartut, som ikke taler grønlandsk, er glad for folkeretsprofessor Ole Spiermanns rapport, der konkluderer, at Selvstyret selv bestemmer, hvad sproget skal være på talerstolen.

Hun synes dog, at det ville være ærgerligt, hvis man fremover kun skal tale grønlandsk fra talerstolen.

- For mig er Grønland et tolerant og åbent samfund, og jeg tror ikke, at et forbud vil motivere folk til at lære grønlandsk.

Naaja Nathanielsen tror derimod, at åbenhed, støtte og venlighed vil være en bedre motivation.

- Man bør fokusere mere på sprogindlæring og folkeskolerne end at fokusere på det forslag, som Siumut er kommet med, siger Naaja Nathanielsen.

Siumut står fortsat alene i sit forslag om, at der kun skal tales grønlandsk på talerstolen i Inatsisartut.