Nødblus i Qaqortoq havn

Kommune Kujalleq har gode erfaringer med gennemførelsen af søsikkerhedskurser i Qaqortoq.
11. oktober 2011 06:30

I samarbejde med Søfartsskolen i Paamiut og Fiskerivirksomheden APP har de netop afviklet årets andet kursus i sikkerhed til søs.

Og nu siger formanden for Sydkommunens erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalg, Kalistat Lund direkte, at uddannelsen giver job.

Han henviser til at af de 17 deltagere ved det første kursus i foråret har 15 efterfølgende fået job på APP's trawlere, og nu satser man på, at successen gentager sig efter det andet kursus, der netop er afsluttet. Denne gang deltog 14 kursister, der alle har fået søsikkerhedsbeviset.

Kalistat Lund siger, at der fra kommunalt hold er meget stor tilfredshed med, at virksomheden rekrutterer medarbejderne i lokalsamfundet.

Samme toner lyder fra seafoodproducenten APP. Direktør Markus Jacobsen mener, at det giver meget mere uddannelse for pengene, at kursister fra Nanortalik, Alluitsup Paa og Narsaq ikke skal rejse så langt for at få deres kursuspapirer i orden.

- Og bagefter er der faktisk rigtig gode muligheder for arbejde, siger Markus Jakobsen.

Kurset er finansieret af Selvstyret over de såkaldte PKU midler og virksomheden har stillet lokaler og redningsudstyr til rådighed.