Næsten ingen viden om arktiske boringer

Der mangler centrale videnskabelige informationer om effekten af olie- og gasboringer i Arktisk vand. Det fastslår en amerikansk rapport, der i går blev offentliggjort.
25. juni 2011 12:56

Den omfattende rapport, som USA's indenrigsminister Ken Salazar bestilte sidste år, oplister specifikke mangler.

Det er f.eks. basale vejr- og havdata, som kan bruges i modeller over oliespilds-scenarier. Også mere viden om klimaændringer i regionen er nødvendig. Og en fundamental biologisk viden om, hvordan de is-afhængige dyrearter som sæler og hvalrosser vil reagere på industrielle 'sounds'  findes heller ikke.

En af rapportens forfattere, Brenda Pierce fra US Geological Survey's energiressource-program, mener, at de fleste mennesker ville være enige i, at der eksisterer visse informations-'huller'.

- Der har været store fremskridt i en del af arbejdet, men jeg tror ikke, at vi er så langt fremme, som folk vil have, at vi skal være, når det gælder Arktis, siger hun til nyhedsbureauet Associated Press.

Derfor skal der gøres mere, før folk vil føle sig trygge ved boringer i Arktis, siger hun.