Mystik om ansættelsen af departementschefer

Rekrutteringsselskab påstår, de har levet fuldt ud op til deres del af aftalen med Selvstyret.
27. september 2013 13:31
Den tidligere bedrageridømte rekrutteringsvirksomhed Ramsdal A/S var inde over ansættelsen af både departementschef Svend Hardenberg og den nu politisigtede Carsten Frank Hansen.
 
Lige nu forsøger Naalakkersuisut at tørre sit ansvar af på rekrutteringsvirksomheden, mener direktøren, Karl-Erik Ramsdal Nielsen.
 
I dag vil han ikke svare på, om departementschefen for finanser, blev ansat på baggrund af hans research, eller fordi den nu fyrede Carsten Frank Hansen blev anbefalet fra naalakkersuisutformandens departement. 
 
Var det jeres indstilling, at Carsten Frank Hansen skulle have jobbet?
 
- Det vil jeg helst ikke svare på.
 
Sådan lyder det, når man spørger Karl-Erik Ramsdal Nielsen, direktør i Ramsdal A/S.
 
Carsten Frank Hansen blev som bekendt fyret efter to dage i selvstyretårnet, fordi politiet sigtede ham for økonomisk kriminalitet. Rekrutteringsselskabet, der interviewede tidligere chefer for at finde den mest egnede jobkandidat, har været grundige, siger de:
 
- Jeg vil da godt i hvert fald sige så meget, som at vi føler, vi har levet op til den aftale, vi har indgået med Selvstyret, lyder det fra rekrutteringsdirektøren.
 
I akterne kan man læse, at bedømmelsesudvalget stillede høje krav til en kommende kandidat. Når man ser på Carsten Frank Hansens erhvervserfaring er det ikke én, der matcher kravene til en departementschef. Der må altså have været andre faktorer, der spillede ind på, at Svend Hardenbergs bedømmelsesudvalg netop valgte at give Carsten Frank Hansen en ansættelseskontrakt. Der var syv kandidater i alt til jobbet.
 
Da Svend Hardenberg for et par måneder siden selv fik sin stilling var der tre andre kandidater i spil. Hardenberg var også en meget atypisk kandidat til en departementschefstilling, blandt andet fordi han ingen polit- eller statskundskabsuddannelse har.
 
Selvstyrets faste rekrutteringspartner Ramsdal A/S holder kortene tæt ind til kroppen. Karl-Erik Ramsdal Nielsen vil hverken bekræfte, om han selv anbefalede at ansætte Svend Hardenberg og Carsten Frank Hansen, eller om Selvstyret foretrak bestemte kandidater i forløbet.
 
Har I fået nogen henvendelser fra Selvstyret om, at de gerne villle have, at det blev Carsten Frank Hansen?
 
- Det vil jeg helst ikke svare dig på, lyder det fra Selvstyrets rekrutteringspartner. 
 
Fast ligger det, at Ramsdal Nielsen følte det nødvendigt at spørge ind til Carsten Frank Hansens forløb i Danske Andelskassers Bank - en samtale hvor jobkandidaten måske har tilbageholdt oplysninger, fordi han blev sigtet af politiet kort tid efter.
 
Fast ligger det også, at Aleqa Hammonds nærmeste embedsmand, Svend Hardenberg, inden han kom til Selvstyret, forlod et job som ledende direktør i Nukissiorfiit, der havde solidt underskud. En opsigelse, hvor begge parter måtte underskrive tavshedsklausuler. Der har været rigeligt at spørge ind til for rekrutteringsvirksomheden i begge ansættelsesforløb.
 
Ramsdal A/S har også stillet både Hardenberg og Frank Hansen rigeligt med kritiske spørgsmål i processen, slår direktøren fast. Og det fremgår af Berlingske, AG og Sermitsiaq's dækning, at der ved begge lejligheder har været flere jobkandidater at vælge imellem for bedømmelsesudvalgene.