Myndighederne undersøger fortsat farligt fjeld
Departementet for Natur og Miljø arbejder på højtryk sammen med GEUS og en række internationale forskere på at vurdere risikoen for yderligere fjeldskred i Uummannaqs fjordsystem, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse torsdag aften.
- De foreløbige resultater af undersøgelserne har ikke givet anledning til at ændre på evakueringen af bygderne Nuugaatsiaq, Illorsuit og Niaqornat. Undersøgelserne har heller ikke givet anledning til at evakuere nye bygder, skriver Selvstyret.
LÆS OGSÅ Politiet overvåger evakuerede bygder
Politiet fortalte torsdag til KNR, at den egentlige redningsaktion er afsluttet, og ansvaret for at vurdere om de 190 evakuerede borgere kan vende hjem nu ligger hos Selvstyret.
Departementet for Natur og Miljø spiller her en vigtig rolle, da departementets chef, Mette Skarregaard, er formand for den såkaldte beredskabskommission, der skal koordinere indsatsen i krisesituationer her i landet.
Risikovurdering har højeste prioritet
Ifølge meddelelsen fra Selvstyret er risikovurderingen af nye fjeldskred er af højeste prioritet:
- Forskerne undersøger blandt andet, hvordan et potentielt nyt fjeldskred kan påvirke området, hvor lang tid en eventuel flodbølge vil være om at nå frem til bygderne i området, og hvor langt op på kysten bølgerne vil kunne nå..
Tirsdag slog statsgeolog ved GEUS Stefan Bernstein fast, at en stor mængde materiale har løsnet sig cirka én kilometer fra det fjeldskred, der lørdag forårsagede en flodbølge, der ødelagde bygden Nuugaatsiaq.
Ifølge Bernstein befinder det løse materiale sig i 1000 meters højde og er af cirka samme størrelse som det skred, der fandt sted lørdag.
LÆS OGSÅ Løs fjeldside kan skabe ny flodbølge
Selvstyret oplyser, at undersøgelserne af fjeldet skal være med til at afklare, hvordan man kan få løst situationen, så de berørte borgere hurtigst muligt igen kan få afklaring.
Selvstyret på borgerne til at følge de informationer, der udsendes af Beredskabet, Arktisk Kommando og Politiet, da disse myndigheder fortsat overvåger området.