MT Højgaard skal opføre 126 boliger i Nuuk

OPDATERET: Byggeriet af de 126 boliger bliver entreprenørens største opgave i Nuuk siden opførelsen af Nuuk Centret. Det skriver MT Højgaard på sin hjemmeside. De første boliger skal stå klar til indflytning i 2017, oplyser Kommunqarfik Sermersooq.
Skrevet af Simon Uldum -
28. august 2015 19:34

Der er tale om tre nye boligblokke i Tuujuk, som Kommuneqarfik Sermersooq har valgt MT Højgaard til at opføre. De vil hver være på cirka 4.000 kvadratmeter, og byggeriet skal stå færdigt i august 2019. Men de første beboere flytter allerede i starten af 2017, skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelse.

MT Højgaard går allerede i gang med at de 126 boliger i næste måned, hvor de første fundamenter vil blive støbt.

MT Højgaard skal stå for beton-, tømrer- og malerentreprisen. El-entreprisen udføres af Arssarnerit, der også er et selskab i MT Højgaard-koncernen, mens jordarbejde og VVS- og ventilation udføres af henholdsvis Larsen & Co og HJ-Tek.

- Vi har ventet på en opgave, der i størrelse og kompleksitet matcher vores kompetencer, og jeg glæder mig meget over, at vi nu igen bliver en mere synlig del af gadebilledet i Nuuk, siger Jóannes Niclassen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

Blokkene opføres på Tuujuk (Ceresvej) centralt i Nuuk. Kommuneqarfik Sermersooq er bygherre med Clement og Carlsen Arkitekter som totalrådgiver og Inuplan som underrådgiver.

Der er tale om almennyttige boliger i hesteskoformede blokke, som vil rumme fra 2- til 5-værelses lejligheder.

- Det bliver et spændende byggeri, som vil være en pryd for vores midtby. Samtidig vil det være kvalitetsbyggeri, der også er godt at bo i om 50 år, siger borgmester Asii Chemnitz Narup (IA).

Kommunen havde i første omgang besluttet at opføre to blokke på Tuujuk og vente med den tredje blok til senere. Ved at opføre alle tre blokke på én gang, har kommunen dog opnået en besparelse på 33 mio. kroner, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Kontraktsummen er på knap 230 millioner kroner.