MT Højgaard får ny opgave på Pituffik

Over de næste to år skal MT Højgaard opføre ny, stor bygning på den amerikanske base, meddeler selskabet. Aftalen kommer også til at smitte en anelse af på Greenland Contractors.
14. juni 2016 11:28

Det er en bygning på 4.400 m2, som entreprenørselskabet MT Højgaard A/S til juli skal i gang med at opføre på den amerikanske base i Nordvestgrønland. Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

Aftalen med US Army Corps of Engineers har en værdi af 165 mio. kroner og vil beskæftige op mod 45 mand i sommerperioderne i 2016 og 2017, oplyser projektdirektør hos MT Højgaard A/S, Sune Bastrup, til KNR.

MT Højgaard A/S har tidligere opført beboelsesbygninger, et hospital og radarstationer på Pituffik for det amerikanske forsvar.

Læs også Greenland Contractors får ny Thule-kontrakt

 

Lille gevinst til grønlandske firmaer

Den ny bygning skal rumme værksted, lager og kontorbygning og bliver opført som led i en amerikansk plan om at samle USA’s forsvarsfunktioner på Pituffik i mere moderne og effektive rammer og samtidig rive flere af de ældre bygninger ned. 

En opgave, som MT Højgaard med den nuværende kontakt får mulighed for også at stå for, oplyser Sune Bastrup.

Aftalen om nybyggeriet kommer til at kunne mærkes lidt hos grønlandske firmaer, der ligesom tidligere vil blive trukket på til udførelsen af opgaver. 

Læs også MT Højgaard går også rettens vej i Thule-sag

Heriblandt Greenland Contractors (GC), som allerede er blevet hyret af MT Højgaard til at udføre gravearbejdet til byggeriet, fortæller direktør Peter Kofoed.

- Det er en opgave, vi selvfølgelig er glade for, for det indbefatter, at vi kan bruge nogle af de kompetencer, vi har og udstyr, vi har. Og ikke mindst at vi i en periode kan ansætte op til 10 yderligere medarbejdere.

GC måtte i efteråret afskedige mere end 40 medarbejdere, primært håndværkere, som følge af balladen om servicekontrakten på Pituffik. På grund af en midlertidig forlængelse af kontrakten, kunne selskabet ikke med sikkerhed udføre en række renoveringsopgaver på basen til tiden som aftalt med det amerikanske forsvar.