Motivation til ændring af livsstil breder sig

Der er en uge til maj måned slutter. Allerede nu kan arrangørerne af "Gør Maj Sund" se, at deltagerantallet bliver rekordstor. Man er nemlig ved at nå op over de 16.994 deltagere, der var sidste år. - Det er femte gang i år, og arrangementerne inspirerer virkelig folk til at tænke over deres livsstil her i Nuuk, siger initiativtager Morten Jørgen Heilmann.
Skrevet af Najaaraq Egede
25. maj 2011 14:06

Formålet med "Gør Maj Sund" er i følge sundhedsmånedens hjemmeside, at " kunne tilbyde så mange gratis sportsaktiviteter som muligt, så nemt som muligt, til så mange som muligt – i alle aldre og i alle egne af Grønland".

- Vi er så glade og stolte over, at alle arrangementer er succesfulde, til trods for den snefulde og kolde maj vi har haft i år, siger Morten Jørgen Heilmann.

Han og søsteren Parnûna samt  svogeren Jesper Olesen udgør "Gør Maj Sund"-komitéen. Medarbejderne i Pikkori Sport danner styregruppen og der er omkring ti andre der frivilligt hjælper til ved arrangementerne.

- Alle er med til at inspirere folk - lige fra småbørn til gamle mennesker - til at deltage. Der er jo en bred vifte med aktiviteter, der kan få alle lige fra miniputter til seniorer til at deltage, siger han videre.

Alle deltagere kunne sidste år udfylde en seddel med aktivitet og identitet, og være med til en lodtrækning om cykler, månedskort m.m., men ingen har spurgt efter, om der er en konkurrence i år.

- Det er jeg glad for. Ingen har spurgt efter "guleroden". Folk har virkelig taget "Gør Maj Sund" til sig og deltager i de forskellige tiltag af lyst. Der kan de også møde venner og få nye kammerater, siger Morten Jørgen Heilmann.

Især glæder det arrangørerne, at inititativet nu har bredt sig til otte byer og nogle bygder.

- Vor vision med at en sund og aktiv livsstil vil være til fordel for hele befolkningen i Grønland, har andre taget til sig. Det er jo også til vores alles fælles bedste, siger han.

Du kan se på "Gør Maj Sund"'s hjemmeside, hvad der er tilbage af aktiviteter i resten af måneden.