VIDEO Modernisering af flåden afgørende for sydgrønlandske fiskere

De sydgrønlandske fiskeres vilkår blev diskuteret på et seminar i sidste uge, hvor problemerne hober sig op, fordi fiskekutterne trænger til en modernisering.
28. oktober 2014 11:31

Her fortalte formand for KNAPP i Narsaq, Ole Jørgen Davidsen, og formand for KNAPP i Alluitsup Paa, Kristian Isaksen, samstemmende, at torskene er forsvundet fra områderne.

- Jeg har besøgt Nanortalik-området, hvor torsken stadigvæk findes. Men udover det område er torsken så godt som forsvundet, siger Kristian Isaksen.

Læs også KNAPK: Nu må Naalakkersuisut forklare sig tydeligt

KNAPK’s formand, Henrik Sandgreen, har gjort opmærksom på, at en effektivisering af fiskeriet i Sydgrønland kræver større fartøjer.

- Der bør sættes en modernisering af de sydgrønlandske fartøjer i gang. Det er den eneste måde, fiskerne kan tage længere væk til de steder, hvor fiskene er og fange dem, siger Henrik Sandgreen til KNR.

Men uden ordentlig indtjening er der ikke penge til den krævede modernisering.

- I dag, hvor alt fra husleje, mad og andre varer er så dyre, så er vi simpelthen nødt til at fange 10 tons fisk hver eneste dag bare for at følge nogenlunde med, påpeger Søren Noahsen, formand for KNAPP i Qaqortoq.

Læs også Finn Karlsen vil gøre indhug på gamle skibe

Og løsningen med finansiere nye fartøjer via andelsselskaber ligger heller ikke lige for.

- Det, der har bremset de fleste af os, er det alt for dyre indskud for at stifte et selskab. Når fiskerne hører om det høje indskud, der skal til, så bakker de altid ud, siger Kristian Isaksen.

Hans Levisen, formand for KNAPP i Aappilattoq, mener, at det ville løse meget, hvis de kunne lande flere fiskearter end de vanlige – hellefisk, torsk, rødfisk og havkat – for på den måde at kunne spare op.