Moderna vil fordoble antal vacciner til tre milliarder i 2022

Nye data tyder på, at Moderna-vaccine kan opbevares tre uger i køleskab. Muligt gennembrud ifølge topchef.
Nye data tyder således på, at vaccinen kan opbevares i op mod tre uger i køleskab. Det gør det nemmere for dem at blive brugt i områder, hvor der ikke nødvendigvis er adgang til frysere. Foto © : Guillaume Souvant/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. april 2021 09:26

Medicinalselskabet Moderna sigter efter at producere op mod tre milliarder vaccinedoser i 2022. Det er over en fordobling i forhold til tidligere forventninger.

Det oplyser selskabet torsdag.

Moderna forventer også at producere flere vacciner mod covid-19 i 2021 end hidtil antaget. Målet er nu mellem 800 millioner og en milliard doser i 2021. Tidligere var målet 700 millioner.

De endelige tal afhænger af, hvor mange stik der kan blive med en lavere dosis end normalt. Indtil videre skyder et stik fra Moderna 100 mikrogram vaccine ind i kroppen. Men i fremtiden kan halvt så meget i nogle tilfælde være nok.

LÆS OGSÅ Kirsten Fencker om falske vaccine-historier: Det er vigtigt at forholde sig kritisk

Det kan for eksempel være, hvis der er tale om en genvaccinering af personer, som tidligere er fuldt vaccinerede. Det kan også være, hvis det er vaccinestik til børn.

Det kræver to stik med vaccinen fra Moderna, før man er fuldt vaccineret.

Moderna oplyser også torsdag, at der er gode nyheder i forhold til opbevaring af vaccinen.

Nye data tyder således på, at vaccinen kan opbevares i op mod tre uger i køleskab. Det gør det nemmere for dem at blive brugt i områder, hvor der ikke nødvendigvis er adgang til frysere.

- Det er måske et gennembrud, som virkelig er vigtigt i 2022 i Afrika og på tværs af lav- og middelindkomst lande, siger Moderna-topchef Stephen Hoge.

/ritzau/Reuters