Mobildækning i hele landet er ude af drift

Grønlands Politi oplyser, at man ikke kan kontakte politiet telefonisk, fordi mobildækningn er nede i hele landet. Derfor skal man opsøge dem fysisk.
Mobildækningen er nede i hele landet. Arkivfoto. Foto © : Matt Madd/Flickr Creative Commons
30. november 2021 08:56

Tirsdag morgen er mobildækningn i hele landet ude af drift.

Det oplyser Tusass til KNR. 

Enkelte steder kan dækningen opstå sporadisk, men hele landet er påvirket.

Teleselskabet kommer til at prioritere samfundskritiske funktioner først, når det bliver muligt at genoprette forbindelsen.

Hvis folk skal i kontakt med politiet, skal man derfor opsøge dem fysisk, oplyser Grønlands Politi.

Hvis man har brug for at komme i kontakt med sundhedsvæsenet i Nuuk, skal man også møde fysisk op, fortæller ledende regionslæge Jesper Olsen.

Han kan dog ikke fortælle mere om, hvordan det forholder sig andre steder i landet. Det er KNR ved at undersøge.

Massivt stømnedbrud

Nedbruddet sker i forbindelse med en massiv strømafbrydelse i hovedstaden. Det har resulteret i, at Nuuk har været mørklagt siden klokken 23 i går.

Nukissiorfiit arbejder på at genetablere strømmen, og oplyser på Facebook, at transmissionslinjen til vandkraftværket kan have taget skade i stormen.

LÆS OGSÅ Vital transmissionslinje til Nuuk måske beskadiget af storm

- Der er en forventning om, at transmissionslinjen til vandkraftværket er blevet beskadiget, grundet stormen. Derfor anvendes byen nødelværk og de første mindre dele af byen har fået strøm, skriver selskabet og uddyber:

- Opstarten af nødelværket har taget længere tid end forventet, og der vil gå yderligere nogle timer før hele byen igen har strøm, skriver Nukissiorfiit.

Det er heller ikke muligt at kontakte brandvæsnet i Nuuk. Brandvæsenet kører dog rundt i Nuussuaq, Nuuk og Qinngorput.

Hvis der er brug for at komme i kontakt til dem, skal man vinke til dem fra vejen.