Mittarfeqarfiit indgår aftale med Air Iceland

Mittarfeqarfiit og Air Iceland vil nu med to nye samarbejdsaftaler gøre det enklere både at eksportere og importere varer til og fra Grønland.
21. maj 2014 07:17

Det skal ske gennem mere fleksible fragtordninger og bedre fragtforhold i fire af landets lufthavne.

I forbindelse med de nye aftaler stiller Air Iceland fremover de-icing-udstyr til rådighed i lufthavnen ved Kulusuk. Det skulle betyde færre flyforsinkelser, og aftalerne betyder også nye systemer til håndtering af fragt, som vil gøre det muligt at distribuere gods mere smidigt ind og ud af Grønland.

Ifølge en pressemeddelelse fra Mittarfeqarfiit kan aftalerne på lidt længere sigt åbne for fly-eksport af friske fisk her fra landet - eksempelvis gennem lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.

Udover de-iceren, der kommer til Kulusuk til vinter, og et tættere fragtsamarbejde, indeholder aftalerne også bestemmelser om, at Air Iceland giver uddannelse i fragthåndtering til Mittarfeqarfiits medarbejdere.

Endelig opstiller Air Iceland en kølecontainer til ferskvarer i Nuuk Lufthavn, ligesom selskabet også leverer diverse teknisk udstyr til lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.

Mittarfeqafiit håber med de nye aftaler og det nye tekniske udstyr, at der på sigt kan skabes flere arbejdspladser, fremgår det af deres pressemeddelelse.