Mistanke om coronasmitte i lufthavnen i Kangerlussuaq

Det vides endnu ikke, om der er tale om smitte. Chefpolitiinspektør og medlem i Epidemikommissionen understreger, at der blot er tale om mistanke om smitte.
Chefpolitiinspektør Svend Foldager bekræfter, at der er tale om en mistanke om en smittet person i Kangerlussuaq. Billedet er taget af en person, som var med i flyet. Foto © : Privat
Skrevet af Christine Hyldal
09. marts 2020 10:19

Lige nu er der ved at blive undersøgt to tilfælde af coronasmitte i lufthavnen i Kangerlussuaq.

Det bekræfter chefpolitiinspektør Svend Foldager, der også er medlem i Epidemikommissionen, overfor KNR.

Risikoområder og hjemmekarantæne:

- Borgere skal blive hjemme indtil 14. dag efter, de er udrejst fra et af de særlige risikoområder.

- Personer skal undgå at besøge sygehuse, alderdomshjem eller andre steder med særligt udsatte, hvis man er kommet hjem fra særlige risikoområder.

De særlige risikoområder er:

- Regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto i Italien
- Hele Iran
- Kina (undtagen Hong Kong, Macau og Taiwan)
- Provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu i Sydkorea

Kilde: Epidemikommissionen i Grønland, Sundhedsstyrelsen i Danmark

Det vides endnu ikke, om der er tale om, at de to personer er smittede. Der er kun tale om en mistanke, understreger han.

Ifølge politiet var der to personer i Air Greenlands fly fra Danmark, som netop er landet i Kangerlussuaq, der er mistænkt for at være smittede med coronavirus. 

De relevante myndigheder er derfor gået i gang med de aftalte procedurer på området, lyder det. 

- Af hensyn til den øvrige befolknings sundhed og sikkerhed er flyet blevet kørt over på sydpladsen i Kangerlussuaq lufthavn, mens landslægen og sundhedsvæsenet i samarbejde med Grønlands Politi vurderer, hvilke praktiske foranstaltninger, der skal gøres, oplyser politet i en pressemeddelelse. 

LÆS OGSÅ Grønlandsk skiløber i Norditalien er testet positiv for coronavirus

Endnu er der ingen i Grønland, der er smittede med coronavirus. I Danmark er 59 nu smittede, og 770 personer i Danmark er i hjemmekarantæne.

I fredags opdaterede Epidemikommissionen sine anbefalinger, og den råder nu til, at arrangementer med mere end 1000 deltagere skal aflyses. 

Om arrangementer med mere end 1000 deltagere: 

  • Epidemikommissionen opfordrer til, at udskyde eller aflyse. Opfordringen gælder indtil videre i resten af marts. 

Om arrangementer med færre end 1.000 deltagere:

  • Arrangører bør forholde sig til, om smitterisikoen giver anledning til at udskyde eller aflyse arrangementet. Smitterisikoen vil forøges med antallet af personer, som er samlet og ved den fysiske afstand imellem deltagerne under arrangementet.

    Dertil kommer, at indendørs arrangementer normalt vil medføre større smitterisiko end udendørs arrangementer. 
  • Arrangører af større arrangementer bør informere om, at deltagere med symptomer på luftvejsinfektion (altså hosten og nysen) skal frarådes at deltage.
  • Der skal være håndsprit eller vådservietter. 
  • Stole skal stilles op med større afstand end normalt.