Tronskifte: Minka Heilmann vil være i København, når kronprins Frederik bliver konge


Minka Heilmann følger ikke med i kongefamiliens kalender. Faktisk må de 'gøre, som det passer dem', som hun siger.
Hun er med egne ord ikke royalist.
Men på søndag skal hun alligevel stå sammen med dele af sin familie på Christiansborg Slotsplads for at overvære tronskiftet.
Også selv om hun normalt ikke er glad for at være i store, offentlige menneskemængder.
- Den her gang er der simpelthen et historisk vingesus over begivenheden, som gør, at jeg tænker: ’Jeg skal med!’. Jeg vil med og opleve det sus, det giver, når kronprins Frederik står og bliver udråbt som Danmarks nye konge, siger Minka Heilmann.
Lørdag kører hun derfor fra Odense til København med en ven og overnatter ved sin datter i hovedstaden, så alle er klar til at stå og flage med det grønlandske flag, Erfalasorput, i menneskemængden foran Christiansborg.
Hun håber, at alle vil stå med et flag for deres hjemland - uanset det er Grønland eller et andet land - for at vise, hvor mange nationaliteter og etniciteter, som kongehuset repræsenterer og er med til at samle.
- Jeg har en forventning om, at den dag glemmer jeg aldrig. Fordi det bliver en stor fællesskabsfølelse og en følelse af, at vi alle sammen er med til at hylde kong Frederik og give ham den bedste nye dag som konge, siger Minka Heilmann.
Kong Frederik kan skabe stolthed blandt grønlændere
Hos Minka Heilmann bliver søndag et kærligt farvel til en regent, der gennem 52 år har vist stor interesse for Grønland.
- Hun har gjort det eminent og har været en rigtig god regent i forhold til at samle rigsfællesskabet med den måde, hun har vist sin kærlighed til Grønland på.
Men den kommende kong Frederik kan få en hel ny og endnu vigtigere betydning for Grønland og det grønlandske folk, mener Minka Heilmann.
- Jeg forventer faktisk, at han gør det på en anden måde. Og jeg tror, at vi bliver positivt overraskede, fordi han som konge kommer til at vise det på en måske lidt mere folkelig måde.
Hun håber, at han i stil med motionsløbet Royal Run vil inddrage mennesker med grønlandsk baggrund på en mere nærværende måde.
- Som jeg har oplevet det, har den grønlandske befolkning været rigtig stolt af den måde, kongehuset har repræsenteret Grønland og er i Grønland på. Og det er jo ret vigtigt, at de indbyder en stolthed i det grønlandske folk.
I en pressemeddelelse siger leder af beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl, at man forventer 'rigtig, rigtig mange mennesker' i København på søndag for at deltage i fejringen.
Af samme årsag opfordrer de også alle til at lade biler og cykler blive hjemme og kun bevæge sig rundt til fods.