Ministeriet valgte de unges uddannelse

Ministeriet for Grønland bestemte elitebørns fremtid. Radioavisen har talt med tre af de børn, der blev sendt til Danmark for at uddanne sig. Børnene havde ellers helt andre fremtidsdrømme, men blev tvunget til at tage en bestemt uddannelse.
19. marts 2010 15:52

Ane Karen Løvstrøms fremtid blev for eksempel bestemt af Grønlandsministeriet.

- Ministeriet valgte fag for mig, og så tænkte jeg, at det bare var noget, som jeg skulle sige ja til. Jeg sad bare og lyttede, da de snakkede med mine plejeforældre. Jeg skulle til optagelsesprøve som 15-årig, og da jeg så blev optaget, så rejste jeg til Ikast og gik på handelskole, siger Ane Karen Løvstrøm.

Chrisian Berthelsen, som var skoledirektør i Grønland fra 1960-71, bekræfter påstanden.

- De var ministeriet og skolen, som i fællesskab besluttede, hvad eleverne var bedst egnede til. Og gennem samtaler med skoler og andre institutioner kunne ministeriet kraftigt anbefale, hvad børnene skulle uddannes til, siger Christian Berthelsen.

Ane Karen Berthelsen havde ellers nogle helt andre fremtidsdrømme end lige at blive kontordame.

- Jeg ville gerne have været frisør eller kok.

Najaaraq Jørgensen valgte heller ikke sit videreforløb.

- Jeg havde regnet med, jeg skulle hjem til Grønland. Men så blev der sagt, at jeg skulle et år i huset, inden jeg kunne komme hjem. Jeg havde ikke noget at skulle have sagt, siger Najaaraq Jørgensen.

For Aqqa Peter Lyberths vedkommende var der heller et hav af valgmuligheder.

- Nej, det var der slet ikke dengang. Vi fik bare besked på, at der var startet en EFG-skole i Nuuk som forsøgsbasis Er I interesserede?, blev der spurgt. Og det var vi selvfølgelig hele bundtet, ikke også?

Autoritetstro spillede også dengang en stor rolle, understreger Christian Berthelsen.

- Naturligvis kunne de sige nej, men folk var meget mere autoritetstro dengang end i dag, og det har helt sikkert spillet ind for hver enkel person dengang, siger Christian Berhelsen.