Minister: Indlagt dansker i Belgien har ikke corona-virus

Prøver har vist, at dansker indlagt i Belgien ikke har corona-virus, oplyser dansk sundhedsminister.
Den danske statsborger blev indlagt i Belgien, fordi vedkommende fik symptomer på corona-virus på vej hjem fra Kina. Foto © : Vincent Bordignon/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
04. februar 2020 07:39

En dansk statsborger, der har været indlagt i Belgien, er ikke som frygtet smittet med corona-virus.

Det oplyser den danske sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.

- Vi har nu svar på prøven med henhold til den dansker, der er på hospital i Belgien på grund af symptomer på ny corona-virus.

- Prøven er negativ. Det vil sige, at der ikke er fundet virus, skriver Heunicke på Twitter.

LÆS OGSÅ To danskere sættes i hjemmekarantæne efter evakuering

Den danske statsborger blev indlagt i Belgien, fordi vedkommende fik symptomer på corona-virus på vej hjem fra Kina.

Men med frikendelsen for coronasmitte, er der stadig ikke konstateret noget tilfælde af corona-virus hos en dansk statsborger.

I alt er der fundet over 17.000 tilfælde af smittede i hele verden, viser en oversigt lavet af forskere på Johns Hopkins University i Baltimore, USA.

Af dem er 414 døde - alle undtagen en i Kina. Den sidste er død i Filippinerne.