RAPPORT Minister afviser mindretals-forslag
“Diskrimination af grønlændere er både uacceptabelt og ulovligt.”
Sådan skriver den danske social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i en mail til KNR.
Det sker, efter rapporten “Ligebehandling af grønlændere i Danmark” fra Institut for Menneskerettigheder, som udkommer i dag torsdag, konkluderer, at personer med grønlandsk baggrund i vid udstrækning oplever fordomme og diskrimination fra danskere, herunder fra medarbejdere i de danske kommuner.
Men det får ikke ministeren til at bakke op om at gøre grønlændere til et nationalt mindretal i Danmark efter Europarådets Konvention om Beskyttelse af Nationale Mindretal, i lighed med det tyske mindretal.
Noget, som om Institut for Menneskerettigheder ellers anbefaler i rapporten for at tydeliggøre, at den grønlandske kultur er særegn og kræver både respekt og beskyttelse blandt danskerne.
“Regeringen har ikke planer om at igangsætte en proces om anerkendelse af grønlændere i Danmark som nationalt mindretal. Grønlændere i Danmark er danske statsborgere og har de samme rettigheder og krav på hjælp og støtte, når de har brug for det, som alle andre danske statsborgere,” skriver Karen Ellemann til KNR.
Opbakning til mindretal-forslag
Anbefalingen fra Institut for Menneskerettigheder bliver ellers taget godt imod hos Foreningen Rigsfællesskabet, hvor formanden Nauja Lynge mener, der er behov for at give personer med grønlandsk baggrund i Danmark en særstatus.
- Jeg synes, det er en god idé at se på, om grønlændere skal have en form for særstatus i en periode, ind til de er blevet løftet op på samme niveau som den øvrige danske befolkning, siger hun.
Også formanden for Fællesforeningen Inuit, Bitha Metelmann, har tidligere udtalt, at hun mener, der er behov for, at grønlændere får en særstatus i Danmark. Samme holdning har formanden for Foreningen Ikerasak i Aalborg, Juusi W. Petersen, givet udtrykt for ved tidligere lejlighed.
Minister: Kommunerne har ansvaret
Men ifølge Karen Ellemann er det især kommunernes ansvar, at grønlændere i Danmark får den samme behandling som andre danske statsborgere.
“Derfor forventer jeg selvfølgelig, at kommunerne tager kritikken alvorligt. Langt de fleste grønlændere i Danmark klarer sig godt, og vi har et fælles ansvar for at komme fordomme og stigmatisering til livs”, skriver ministeren.
Overfor Dagbladet Politiken siger Karen Ellemann, at De Grønlandske Huse i Danmark skal styrkes. Noget, man allerede er i gang med i forbindelse med de penge, som er blevet lovet husene til inklusionsprojekter for grønlændere i Danmark.