Minik Rosing: Vi skal ikke være bange for kineserne

Københavns Universitet og Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, nedsætter i morgen en ekspertgruppe, med professor Minik Rosing i spidsen, som skal afdække blandt andet mulige kinesiske investeringer i minedriften i Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
28. februar 2013 09:40

Københavns Universitet og Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, nedsætter i morgen en ekspertgruppe, med professor Minik Rosing i spidsen, som skal afdække blandt andet mulige kinesiske investeringer i minedriften i Grønland.
- Der er ingen grund til at være bange for kinesiske investeringer og kinesiske arbejdere i Grønland. Det siger Minik Rosing i dag til Berlingske Business.

- Men det er heller ikke forkert at være bekymret og tænke sig godt om. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan styre dem til fordel for både Grønland og Danmark, siger Minik Rosing, der er formand for det grønlandsk-danske ekspertudvalg.

Han mener at Grønland ikke skal være en isoleret ø, hvor kineserne ikke har adgang. Han støtter dermed Naalakkersuisut, der igennem flere år har bejlet til Kina for at få kinesiske investeringer til Grønland.

- I pressen fokuseres der mest på, hvordan man kan undgå kineserne! Men Kina rummer altså en fjerdedel af Jordens befolkning og er efterhånden er ved at være den største økonomi i verden, siger Minik Rosing, der henviser til erfaringerne i Canada, hvor det er lykkedes at styre store kinesiske investeringer.

Kina har blandt andet investeret et par milliarder kroner i mineprojekter i den canadiske del af Arktis. Og har også investeret i stor stil i et af de andre store vestlige minelande, Australien, samt i de fleste afrikanske lande.

- De canadiske myndigheder har stadigvæk kontrol med, hvad der foregår, når kineserne investerer i olie- og mineindustrien. Det er lige præcis sådan nogle erfaringer, Grønland og Danmark har brug for at lære af, fastslår professor Minik Rosing i Berlingske Business i dag.