Mini klimatopmøde i Ilimmarfik

Klimaforandringerne debatteres ikke kun Paris men også i Nuuk. Det varme emne er ligeså aktuelt i Frankrig som i Grønland, hvor isen smelter omkring os.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
11. december 2015 04:17

Folketingsmedlem for IA, Aaja Chemnitz Larsen, synes, at emnet skal tages op, fordi Grønland står midt i forandringerne.

- Vi ved jo, at temperaturstigningerne i Arktis sker med dobbelt tempo, som det gør i resten af verden. Så derfor har vi fra Grønlands side en kæmpe forpligtigelse i forhold til at informere resten af verden om de konsekvenser, som klimaforandringerne har. Fordi vi oplever dem på første hånd i Grønland, siger Aaja Chemnitz Larsen.

I dag er det sidste dag for klimatopmødet i Paris. Over 50.000 personer deltager fra 195 forskellige lande. Formålet med konferencen er at mindske den skadelige, menneskeskabte påvirkning af klimaet.

Læs også COP21 Slutspurt om klimaaftaler er i gang

Arrangørerne IA i Folketinget, Verdensnaturfonden WWF og studenterorganisationen ILI ILI mener, at det store fokus fra klimatopmødet ”COP21” i Paris også hører til i Nuuk.

- Der er ingen tvivl om, at klimaforandringer har nogen konsekvenser og samtidig giver det også andre muligheder. Og jeg synes, at den tilpasning til ny virkelighed er rigtig vigtig at diskutere derhjemme, sagde Aaja Chemnitz Larsen.

Debatten foregår i Ilimmarfiks auditorium, hvor både Aaja Chemnitz, formanden for ILI ILI, Vivi Vold og Kaare Hansen fra WWF er blandt oplægsholderne. Arrangementet sluttes af med paneldebat med medlemmer af Inatsisartut.