Mineprojekt nær Pituffik får 35 millioner fra Grønland og Danmark

Den danske fond Vækstfonden og Greenland Venture A/S har lavet en stor investering i et mineprojekt i Nordgrønland.
Minen i Dundas-projektet skal udvinde mineralet ilmenit, der anvendes til at producere titaniumoxid, en vigtig bestanddel i maling, papir og plast. Foto © : Bluejay Mining
Skrevet af Karsten Sommer
20. november 2019 09:48

Den danske fond Vækstfonden og Greenland Venture A/S har lavet en stor investering i et mineprojekt i Nordgrønland.

Investeringen gælder mineselskabet Bluejay Minings Dundas-projekt, der ligger tæt på Thule.

Minen skal udvinde mineralet ilmenit, der anvendes til at producere titaniumoxid, der er en vigtig bestanddel i maling, papir og plast.

Mineprojektet modtager en samlet investering på 4 millioner britiske pund, der svarer til cirka 35 millioner kroner.

Investeringen er et led i de øgede investeringer i grønlandske projekter i samarbejdet mellem Vækstfonden og Greenland Venture.

Stor efterspørgsel på minens produkt

Efterspørgslen på ilmenit er stigende på verdensplan, og forekomsten i Nordgrønland vurderes at være en af verdens mest lovende, hvad angår høj lødighed og udvindings­muligheder, skriver Greenland Venture her til morgen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Grønlands undergrund kan gemme på verdens reneste ilmenit

- Det er især den høje kvalitet i ilmeniten og det store potentiale for produktion, der gør projektet interessant, siger Karsten Høy, administrerende direktør for Greenland Venture og tilføjer:

- Vi ser muligheder for solid forretningsmæssig vækst, samtidig med at projektet kan bidrage til beskæftigelse i Nordgrønland. Det er et spændende projekt for den voksende grønlandske minesektor, og vi finder det naturligt at være med i det, siger Karsten Høy.