Minen vil skabe 80 arbejdspladser i Sydgrønland

Naalakkersuisut forventer, at den kommende Eudialytmine mellem Narsaq og Qaqortoq vil have behov for 80 ansatte.
Skrevet af Karsten Sommer
02. august 2010 05:35

Samtidig med at weekendens beslutning i Naalakkersuisut om fastholdelse af nul-tolerancepolitikken omkring uran som biprodukt, som muligvis vil sætte Kvanefjeldsmineprojektet på standby, har Naalakkersuisut store forventninger til Eudialyt-projektet ved Kringlerne mellem Narsaq og Qaqortoq.

Det fremgår af naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsens svar på et paragraf 36 spørgsmål fra Siumuts Akitsinnguaq Olsen.

Ove Karl Berthelsen forventer ifølge svaret, at arbejdet med de afsluttende lønsomhedsstudier for projektet ved Kringlerne er afsluttet inden udgangen af 2010.

Såfremt beregningerne får et positivt udfald, vil selskabet bag projektet muligvis kunne igangsætte anlægsarbejde i 2011 med opstart af produktion året efter.

Samtidig vil der være gode muligheder for lokal beskæftigelse, efter den nødvendige oplæring på blandt andet mineskolen i Sisimiut, skriver han i sit svar til Akitsinnguaq Olsen.