Minearbejdere i Kina reddet op fra mine

13 arbejdere er onsdag blevet reddet op fra en mine i det sydvestlige Kina efter at have været fanget under jorden i 86 timer.
Den sidste minearbejder blev reddet op i sikkerhed tidligt onsdag morgen, hvilket fremkaldte jubel fra redningsarbejdere og den menneskemængde, der havde samlet sig på stedet. Arkivfoto Foto © : LHOON/Flickr
Skrevet af Ritzau
18. december 2019 09:07

Det sker efter at fem minearbejdere lørdag blev dræbt, da Shanmushu-kulminen i Sichuan-provinsen pludselig blev oversvømmet som følge af en vandskade.

Yderligere 13 minearbejdere var savnet, og over 200 redningsarbejdere har siden arbejdet i døgndrift for at redde de overlevende ud gennem en 313 meter lang underjordisk tunnel.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau Xinhua.

Det er et af livets mirakler

Redningsarbejdere kunne bekræfte, at de indespærrede minearbejdere stadig var i live efter at have banket på et stålrør i tunnelen og modtaget et svar fra den anden ende.

Den sidste minearbejder blev reddet op i sikkerhed tidligt onsdag morgen, hvilket fremkaldte jubel fra redningsarbejdere og den menneskemængde, der havde samlet sig på stedet.

- Det er et af livets mirakler, siger chefen for redningsindsatsen, Duan Yijun, til Xinhua ifølge dpa.

Ulykken er den seneste i en række af mineulykker i Kina, hvor sikkerheden ofte er dårlig.

Tirsdag blev 14 arbejdere således dræbt i en gaseksplosion ved en mine i det sydvestlige Kina.

Og i sidste måned blev 15 mennesker dræbt i en mineeksplosion i Shanxi-provinsen. Ifølge en embedsmand var ulykken forårsaget af aktivitet, der "brød love og reguleringer". Det skriver nyhedsbureauet AFP.

På et møde i november beordrede Kinas regering en gennemgang af "produktionsrelaterede sikkerhedsspørgsmål" for fortsat at "forbedre sikkerheden på kinesiske arbejdspladser".