Mindst 84 omkommet under cyklon i Indien og Bangladesh

Mindst 84 mennesker er omkommet i Indien og Bangladesh, efter at cyklonen Amphan har trukket et spor af død og ødelæggelse i de to lande. 15 er omkommet i storbyen Kolkata.
Der er målt vindhastigheder på 185 kilometer i timen under cyklonen Amphan
Skrevet af Ritzau
21. maj 2020 14:20

Mange er omkommet på grund af nedfaldne elledninger eller væltede træer.

Cyklonen betegnes som den kraftigste i de to landes kystområder i mere end et årti.

Redningsmandskab kæmper for at sikre ødelagte landsbyområder langs kysten, hvor uvejret har skabt store oversvømmelser. Det fulde omfang af ødelæggelserne er stadig ikke kendt.

- Jeg har aldrig set en sådan cyklon i mit liv før. Det virkede som Jordens undergang, siger den 49-årige Azgar Ali i Bangladesh.

- Det eneste jeg kunne gøre var at bede. Den almægtige Allah reddede os, siger han.

I Vestbengalen er der blevet noteret vindstød med en styrke på op til 185 kilometer i timen.

Omfattende evakueringer i begge lande i dagene op til cyklonens landgang har utvivlsomt reddet menneskeliv.

Men talsmænd for politiet siger, at mange folk har været imod at søge mod de oprettede evakuerings centre, fordi de frygter at blive smittet med Covid-19.