Mindst 200 personer er savnet efter skovbrande i Californien

228 personer er meldt savnet af deres pårørende efter de voldsomme skovbrande, der siden torsdag har hærget det nordlige Californien. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Arkivfoto Foto © : Tony Salas/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
12. november 2018 07:15

I hele delstaten er det samlede dødstal nu oppe på 31 omkomne.

Myndighederne har søndag optrappet eftersøgningen af omkomne efter branden. Men det er endnu ikke muligt at nå frem til de områder, hvor branden fortsat hærger.

Branden har ødelagt mindst 6700 hjem i det nordlige Californien, hvilket gør til den er den mest ødelæggende i delstaten nogensinde.

Myndighederne vurderer, at der vil gå mindst tre uger, før branden er helt under kontrol, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Al forskning peger, ifølge direktør i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, Ib Bertelsen på, at den globale opvarmning medfører flere skovbrande.

- De hyppigere og større brande af den her karakter peger i retning af, at det er klimaforandringer, der er årsagen, siger direktøren til Ritzau.