Mindeord om Finn Lynge

Grønland har mistet en person, som har haft stor indflydelse på vores historie samt gjort os stærkere, såvel i vores ånd som vores evne til at kræve mere af os selv. Det skriver formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond blandt andet i sin nekrolog om forfatter, tidligere Europaparlamentsmedlem og æresdoktor i Ilisimatusarfik, Finn Lynge, der i en alder af 80 år i dag afgik ved døden.
Skrevet af Mads Lynge
04. april 2014 15:09

- Finn Lynge har mere end nogen grønlænder formået at få det internationale samfund til at forstå de grønlandske fangeres livsvilkår og deres ret til at bruge de vilde dyr på et bæredygtigt grundlag. Hans virke har sat sine spor i såvel FN, EF som i Den Internationale Hvalfangstkommission, skriver Aleqa Hammond blandt andet i sin nekrolog over Finn Lynge.

I Kommune Kujalleq mindes man Finn Lynge som en mand, der gik op i sit arbejde:

- Finn gik altid ind i de sager, der optog ham, med brask og bram. Han sagde altid, hvad han mente, og det var i den forbindelse lige meget, hvem han talte med. Man gik aldrig forgæves, når man søgte et godt råd. Et menneske af en helt speciel karakter. Han havde en enorm viden og talte mange forskellige sprog. Hans bøger var altid interessante og skrevet på en måde, så man altid vidste, hvad han mente, skriver borgmester i Kommune Kujalleq Jørgen Wæver Johansen.

Finn Lynge spillede en vigtig rolle i det moderne Grønlands møde med Danmark, skriver ICC´s formand i sin nekrolog over Finn Lynge:

- Finn Lynge er et produkt af det moderne Grønlands møde med Danmark. Med en grønlandsk far og dansk mor var han en af de efterhånden mange i Grønland, der kan balancere i kunsten med at være grønlænder og dansker samtidig. I sit internationale arbejde havde han god nytte af sin baggrund, skriver formand for ICC, Aqqaluk Lynge, blandt andet, og fortsætter:

- Som EU-parlamentariker, konsulent for Udenrigsministeriet og som koordinator af ICC's internationale miljøkontor og kommissionsformand fra 1985-87 fik han sikret de oprindelige folks rettigheder i fangst og fiskeri i de internationale forvaltningsgrene. Bæredygtighedsprincippet blev på den måde et anerkendt praksis i hele Arktis, skriver ICC's formand Aqqaluk Lynge i sin nekrolog.