Mindeaften i Norge

Norges statsminister, Jens Stoltenberg, talte mandag aften til tusinder og atter tusinder af mennesker i Oslo, hvor nordmænd som i mange andre byer i landet var forsamlet for med roser og fakler at sørge over de dræbte ved fredagens massakre.
25. juli 2011 16:07

Politiet sagde ifølge Reuters, at 100.000 mennesker var samlet i Oslo.

- Dette kan være den største og vigtigste march. En march for demokrati, for sammenhold og for tolerance, sagde statsministeren.

Han indledte sin tale med at sige, at Norge ikke lader sig knække af massakren, hvor højreekstremisten Anders Behring Breivik dræbte mindst 76 mennesker ved et bombeattentat i Oslo og en skudmassakre på øen Utøya.

Og han sagde, at derfra hvor han stod, på en scene, hvor han så ud over de mange mennesker, der så han på folkeviljen i Norge. Nordmænd i alle aldre med roser i hænderne.

- Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk, sagde Stoltenberg.