Mimi Karlsen: Vi bliver sammen med den danske folkekirke

Indførelsen af Selvstyret kommer ikke til at rokke ved Kirken i Grønland, fastslår Naalakkersuisoq for Kirke, Mimi Karlsen. Hun mener, at Kirken fortsat skal være en del af den danske folkekirke og afviser at løsrive kirken, sådan som Færøerne har gjort.
20. november 2009 13:14

Efter nøje at have studeret lovens paragraffer, mener Naalakkersuisoq for Kirke Mimi Karlsen, at Kirken i Grønland er en del af den danske folkekirke - også under Selvstyret.

- Den grønlandske kirke er en del af Rigsfællesskabets kirke, fastslår Mimi Karlsen oven på de seneste dags debat i Radioavisen om Kirkens fremtid under Selvstyret.

Kirken har længe ventet på en politisk udmelding fra netop Mimi Karlsen. Det store spørgsmål har været, om Kirken skulle løsrive sig og blive selvstændig, sådan som Færøerne har gjort. Men det afviser Mimi Karlsen nu.

- Der er ingen her, som ønsker, at Kirken skal løsrive sig fra Rigsfællesskabet, og vi har ikke tænkt os at gøre som Færøerne. Vi vil stadig gerne stå fast ved Grundloven og den evangeliske-lutherske Kirke og er med i den danske folkekirke, siger Mimi Karlsen.

Hun peger på, at det blandt andet vil være godt for fællesskabet stadig at være med i den danske folkekirke.

- Det er stadig godt for folkekirken at være sammen i et stort fælleskab, påpeger Mimi Karlsen.

Hun arbejder i øjeblikket på en ny landstingslov om Kirken i Grønland. Loven sendes nu i høring, og så skal den herefter til debat i Inatsisartut.