Mimi Karlsen: Planer om ny model for KNR er udtryk for en farlig diktatorisk tankegang

Tidligere naalakkersuisoq for kultur Mimi Karlsen vender sig nu - kraftigt - mod sin efterfølger, Nick Nielsens planer om en ny model for KNR's bestyrelse.
19. februar 2014 05:41

Nick Nielsen forslag lyder blandt andet på, at 4 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer i public serviceorganet for fremtiden skal udvælges af Naalakkersuisut.

Dit projekt er udtryk for en farlig diktatorisk tankegang. Du vil selv afgøre, hvem de fire ud af fem medlemmer i bestyrelsen skal være. Det vil betyde et politisk indgreb i forhold til pressen, skriver Mimi Karlsen.

- Politiske ansættelser af kammerater har allerede skabt mistillid hos befolkningen, og det bør stoppes, skriver Inatsisartut-medlemmet.

Hun er også uenig med Nick Nielsen, der har anklaget det forrige Naalakkersuisut for ikke at have gjort nok for at løse problemerne i KNR.

- Vi løste en masse opgaver dengang. Blandt andet at KNR overskred sin bevilling med mellem 1 og 2 mio. kr. I samarbejde med bestyrelsen blev der lagt en plan, der gjorde det muligt at få vendt økonomien i den rigtige retning, påpeger Mimi Karlsen.

- Vi gennemførte også en evaluering, som indeholdt en skitse til, hvordan man kan udforme KNR som en selvejende institution.

Hun mener, at Nick Nielsen bør bruge disse anbefalinger, som vil kunne omdanne KNR til en politisk uafhængig medieinstitution og bane vejen for et samfund med en mere uafhængig og fri presse.