Mimi Karlsen: Arbejdstyrken er faldet på grund af spiralkampagnen

Vi mangler hænder til at tage sig at vores ældre på grund af spiralkampagnen, siger naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA).
- Nu kender vi svaret. Det er simpelthen fordi, det er blevet besluttet udefra, at fødselstallet måtte bringes ned ved at sætte spiraler på kvinder, siger Mimi Karlsen. Foto © : KNR
Skrevet af Andreas Wille
13. juni 2022 09:04

Arbejdsstyrken er faldende. Den melding har vi hørt før. Samtidig med dén melding lyder en anden vurdering, at vi også får flere ældre borgere.

Det bekymrer Økonomisk Råd, som har påpeget problematikken i flere rapporter.

Naalakkersuisoq for sundhed har nu fået svaret på, hvorfor det forholder sig sådan.

- Vi ved, at der er mange, der får udbetalt pension. Vi har manglet at få en forklaring på, hvorfor tallet for den arbejdsdygtige del af befolkningen er så lav. Nu kender vi svaret. Det er simpelthen fordi, det er blevet besluttet udefra, at fødselstallet måtte bringes ned ved at sætte spiraler på kvinder, siger Mimi Karlsen til KNR.

Halvering

Ifølge DR's podcast "Spiralkampagnen" har cirka 4.500 piger og kvinder fået sat spiraler op i perioden fra 1966 til 1970.

Det er omkring halvdelen af alle fødedygtige kvinder i den periode.

Efter den danske stats spiralkampagne i 1970'erne faldt fødselstallet markant. I 1967 blev der født 1.674 børn, men der i 1974 blev født 638 børn.

- Nu ved vi, hvorfor vi mangler alle disse unge hænder, siger Mimi Karlsen.

Grønland har hjemtaget sundhedsområdet tilbage i 1991.