Millionlån til Qaasuitsup Kommunia

Landskassen er kommet Qaasuitsup Kommunia til undsætning med et lån på 53 millioner kroner. Millionerne skal bruges til at dække et skattesmæk til Nordkommunen på sammenlagt 83 millioner kroner.
Skrevet af Karsten Sommer
18. december 2009 06:01

En del af dette skattesmæk skyldes manglende indbetalinger af A-skat, Det fortæller Sermitsiaq.

- Nogle af de kommuner, som i dag indgår i Qaasuitsup Kommunia, har som

arbejdsgiver for de kommunalt ansatte i perioder ikke afregnet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, forklarer styrelseschef Claus Steensgaard Jensen fra Skattestyrelsen.

Såvidt Sermitsiaq erfarer gælder det især Upernavik og Qaanaaq kommuner, som på grund af likviditetsproblemer beholdt medarbejdernes skattekroner i kommunekassen.

Qaasuitsup Kommunia accepterer, at den manglende A-skat betyder en efterregulering på 17-18 millioner kroner, men anfægter den resterende efterregulering på 65 millioner kroner. Men kommunen har måttet bide i det

sure æble.

- En efterregulering på 83 millioner kroner gør ikke kommunesammenlægningen nemmere, vurderer kommunens fungerende kommunaldirektør, Henrik Rafn.

Både Naalakkersuisut og finansudvalget har godkendt lånet, og der vil ikke blive tale om at sætte kommunen under administration.